Fakta om hør

Vidste du at?

  • Hør er en af de ældste planter, der har været brugt til fremstilling af tekstiler.
  • Spindehør blev før i tiden dyrket i Danmark.
  • 80 % af verdensproduktionen af hørfibre stammer fra Europa, og Frankrig er verdensleder inden for produktionen.
  • Konventionel hør, som dyrkes i Europa kræver ikke kunstvanding, fordi regnvand er nok til at dyrke det.
  • Hør repræsenterer mindre end 1 % af alle tekstilfibre, der forbruges over hele verden.
  • Hvert år optager 1 hektar hør ca. 3,7 tons CO2.
  • H.C. Andersen har skrevet et eventyr om ”Hørren” – så lidt må der da have været om det?

Hørren og dens historie

Hør er en af de ældste plantefibre i verden, der er blevet brugt til fremstilling af tekstiler. Det kan dateres tilbage til de gamle egyptere ca. 5000 år tilbage. Hør blev bragt til Europa som en handelsvare, og i det 13. århundrede var Vesteuropa verdens omdrejningspunkt for hørindustrien.

Hør dyrkes i et bredt kystbånd i Vesteuropa, som strækker sig fra det sydlige Normandiet i Nordfrankrig og gennem Belgien og Holland, nemlig fra Caen til Amsterdam. Hørplanten trives godt i Vesteuropa grundet kystklimaet, hvor der er den perfekte mængde regn og sol. Jo højere og stærkere planten bliver des bedre er kvaliteten. Mere end 75 % af de hørfibre i verden, der bruges til at væve stof af kommer fra Frankrig, Belgien og Holland. Hør dyrkes også i lande som Polen, Italien, m.fl.

Unik og naturlig farve

For at kunne separere fibrene i hørstænglen, har planten brug for at ligge på marken i op til 6 uger efter høsten (”rødnings” perioden). Når den grønne stængel tørrer, bliver den i stedet brun og træagtig. Det er gennem ”rødnings” perioden på marken, at hør får sin naturlige beige nuance. Om det er lysebrun eller mørkebrun afhænger af mængden af sol og regn planten får i ”rødnings” perioden. Det er altså naturen, som er med til at skabe den unikke og rustikke farve.

Bæredygtig og intet spild

Hør er en naturfiber, som har et lavt klimaaftryk. Det gælder både når det dyrkes og forarbejdes. Selv hør, som dyrkes konventionelt, har næsten ikke brug for gødning og plantebeskyttelsesmidler for at gro og kræver ingen kunstvanding. Der er ikke noget spild i forbindelse med produktionen, idet overskudsmaterialer bliver brugt til bl.a. papirfremstilling og strøelse til dyr. Hør er desuden et stærkt materiale, som har ry for at holde i årevis og kan gå i arv gennem generationer.

Absorberende og termoregulerende

Hørfibre er hule og absorberer derfor fugt rigtig godt. Stoffet kan absorbere op til 20 % af dens egen vægt. Hørren er også god til at frigive fugten igen, og tørrer dermed hurtigt. Det er altså en rigtig god egenskab til eksempelvis viskestykker, håndklæder og sengetøj.

Den hule struktur i fibrene betyder også, at hør kan hjælpe dig med at regulere varme og kulde. Det betyder, at materialet køler om sommeren og isolerer om vinteren. Derfor er hør især lækkert at have på som tøj eller at sove i om natten.

Hos ecoinvent bruger vi kun OEKO-TEX® Standard 100 certificeret hør til fremstilling af vores produkter.

Kilde: http://news.europeanflax.com/en/

Hør frøkapsler